|
En stærk race: Vi har cairnterrier på 16. år. Først som familiehund – senere som opdræt. Vi købte en tævehvalp i 1995: Pitcairns Xantia. En utrolig dejlig tæve med høj haleføring, som vi elskede fra første færd. Vi hentede hende en varm sommerdag og følte os rige, fordi netop vi fik lov at eje hende. Hun blev udstillet og fik efterhånden titlerne DKCH, KBLCH, årets cairn nr. 3/årets tæve nr. 2 i 1997, årets cairn nr. 2/årets tæve nr. 1 i 1998. Senest cert og cacib i Tyskland. Størst af alt var dog hendes psyke/personlighed og min (Brita) samhørighed med en hund. Aldrig har vi oplevet noget tilsvarende. Vi kunne give mange eksempler på disse oplevelser, men vores indlæg bygger på noget helt andet: I en uge havde hun opkast af gul galde i små portioner ca. hver anden nat. Hun spiste normalt morgen og aften ,så vi tænkte ikke på noget usædvanligt. Vi gav ormekur, da det samtidig var tid for vaccination. En morgen kaldte hun på os og havde kastet op overalt bestående af hvidt slim og vand. Hun ville ikke spise og var dårlig, så vi kontaktede dyrlægen, og aftalte tid til besøg samme lørdag morgen. Da vi ankom til dyrehospitalet reagerede Xantia med sin sædvanlige nysgerrighed: ”Hov, her er en glad mand, som er glad for hunde” …logre med halen, hvad skal vi nu. Dyrlægen sagde da også ”hun ser da ellers ikke så dårlig ud” (Det snød). Hun fik væske, blev behandlet for tarmkatar, og så kunne vi godt tage hjem igen. I løbet af lørdagen blev hun dårligere, ville stadig ikke spise eller drikke vand, så søndag morgen tog vi af sted igen. Samme behandling som lørdag – nu havde jeg dog flere spørgsmål jeg gerne ville have besvaret, for jeg var uforstående overfor det der skete. Men jeg måtte vente med lidt tålmodighed, så vi blev sendt hjem igen. Mandag morgen var hun meget dårlig med opkast af vand, så nu fik vi taget røntgen…..Hun havde spist en stor sten. Der blev opereret og hun kom hjem næste dag. Men i ugens løb stødte der komplikationer til og hun fik forskellige behandlinger, som jeg syntes kræver for meget plads at referere her. Stenen havde siddet for længe og gjort for stor skade i tarmen. Hun fik bughindebetændelse og måtte den følgende tirsdag opereres igen. Der blev fjernet et stykke tarm som var nekrotisk. Nu kunne vi kun håbe, at tarmen ville vokse rigtig sammen og fungere, samtidig med, at man også skulle have bugt med betændelsen. Hun fik alt det antibiotika hun kunne tåle, men der var sket for stor skade. Xantia døde den følgende nat, trods en sej kamp for at blive ved livet, som hun desværre måtte forlade i alt for ung en alder. Vort budskab er: Forklar jeres dyrlæge hvor stærk en cairn er. En cairn kan snyde enhver dyrlæge, hvis vi ikke passer på. Er der noget i vejen må det straks tages alvorligt. Vi har mistet noget dyrebart: En hund med stor personlighed, en udstillingshund, en hund vi håbede kunne give os hvalpe i et seriøst og spændende opdræt. Vi vil hermed gerne sige tak til alle, der har vist os medfølelse over tabet af Xantia. Det har varmet meget at få blomster, breve og hilsner. Vi ønsker alle en god sommer. Brita & Bent |
|
